Vedde
Andel Vedde Solcellepark P/S har opført et ca. 104 ha stort solcelleanlæg ved Vedde, Sorø Kommune. Solcellerne er etableret som faste installationer, og anlægget er installeret med en effekt på ca. 107,4 MWp DC / 82,2 MW AC. Anlægget er nettilsluttet 29. august 2025.
Projektområdet ligger ca. 0,2 km syd for Vedde By og ca. 0,5 km nord for Rude Eskilstrup. Veddevej løber gennem projektområdet i den vestlige del af området. Mod nord følger projektområdet Tjørntvedvej, mens det mod øst følger diger og læhegn. Mod vest og syd grænser lokalplanområdet op til landbrugsarealer herunder spredte læhegn og mindre skovarealer. I den østlige del af projektområdet følger afgrænsningen eksisterende diger. Landskabet er præget af mindre terrænvariationer og fremstår fortrinsvist småbakket. Den højeste kote ligger i ca. 42 m i projektområdets nordvestlige kant, og laveste kote på ca. 32,5 ligger i den sydøstlige del af området. Umiddelbart øst for lokalplanområdet er der placeret to vindmøller. Området er således til en vis grad påvirket af tekniske anlæg til energiforsyning.
Solcelleanlægget består af flere solcellepaneler, som placeres på stativer. Solcellepanelerne er etableret som faste installationer opstillet i lige, parallelle rækker, hvor panelfladen er sydvendt. For at mindske risikoen for refleksioner fra solcellerne, er solcelleanlæggets paneler anti-refleksbehandlet. Solcellepanelernes højde i forhold til terræn er ca. 3 m. Under panelerne er der placeret i alt 274 invertere jævnt fordelt i anlægget. Arealerne under solcellepaneler er tilsået med græs. Der er etableret 53 stk. distributionstransformere med en højde på ca. 3 meter. Distributionstransformerne er tilkoblet en 90 MVA stepup-transformer med en højde på ca. 6 meter. Stepup-transformer er placeret centralt i området sammen med koblingsudstyr, teknikhus med en højde på ca. 4 meter samt fire lynafledere.
Der er etableret 3-rækkede beplantningsbælter i 5 meters bredde rundt om anlægget, som på sigt vil afskærme anlægget. Beplantningsbæltet vil få en højde på minimum 4,5 meter i udvokset stand. Anlægget er desuden indhegnet med trådhegn på beplantningsbæltets inderside. Trådhegnet er etableret som et bredt masket vildthegn, der muliggør mindre dyrs bevægelighed.